BaseCamp officielt skudt i gang

26. juni 2018

Det er knapt et halvt år siden, at JFP i joint venture med Max Bögl vandt entreprisen på BaseCamp med 786 boliger i Kgs. Lyngby. Forleden kunne borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani sammen med Jesper Dam, direktør og partner, BaseCamp Student Scandinavia, tage det første spadestik til byggeriet – og dermed sætte det officielt i gang.

- Det er blevet nævnt, at det gik forholdsvist nemt, da I kom med projektet. Det gør det ikke altid, men det gør det, når vi synes, det man kommer med, er flot. Jeg synes at, man her har gjort sig umage med at lave noget, der er anderledes og passer ind, sagde Sofia Osmani og udtrykte et håb om, at man lykkes med at få bygget noget, der ligner det på illustrationerne.

- For så tror jeg, at det bliver rigtig rigtig flot, og jeg er sikker på, at vi får en masse glade borgere til at bo der. 786 boliger går vi i gang med – både til seniorer, forskere, unge og studerende. Så en rigtig fin blanding, der kommer til at skabe rammen for nye fællesskaber, sagde hun.

Hos JFP glæder vi os også til for alvor at komme i gang med det visionære og spændende projekt: BaseCamp bliver opført på Plantedirektoratets tidligere location og bliver et byggeri på samlet ca. 41.500 m² inkl. P-kælder. Byggeriet kommer primært til at rumme ungdoms- og kollegieboliger - i alt 639 stk. Desuden indgår 48 seniorboliger og 69 gæsteboliger samt 30 udlejningsboliger til kommunen.

For at skabe en fælles platform for beboerne bliver der etableret et fælleshus på 1.319 m² som en rund bygning placeret midt i området. Fælleshuset bliver indrettet med hobbyrum, festsal og teknikrum i kælderen. Cafe, vaskeri, supermarked og gaming room i stueetagen, mens 1. sal kommer til at rumme bibliotek og fitness. Der strækker sig desuden et stort atriumrum gennem hele bygningen i etagerne over terræn. Udover dette bliver der desuden udført en selvstændig parkeringskælder med 108 p-pladser.

Designet på bygningen, som indeholder boligerne, er en smuk slangeformet struktur baseret på cirkelslag. Den sammenhængende bygning bliver opført i seks etager med grønt tag, der bliver udlagt som anvendeligt friareal med offentlig adgang via stier direkte fra terræn. Desuden bliver der skabt adgang til taget via trappetårne og elevatorer.

Byggeriet skal afleveres i sommeren 2020.

Tilbage

Bliv ringet op

Vi er altid klar til at tage en uforpligtende snak om dit projekt. Skriv dine oplysninger herunder - så ringer vi dig op!

Når du udfylder formularen, afleverer du dine personlige oplysninger i vores varetægt. Vi lover at passe godt på dem. Læs vores betingelser her.

keyboard_arrow_up